forleden glemte jeg min ring på et toilet. et arvestykke. jeg lagde den på kanten af vasken, mens jeg sad og tissede, fordi jeg hader, når sæbevandet samler sig mellem sølvet og huden
og jeg vidste, at jeg udfordrede skæbnen, for jeg har før glemt en anden gammel ring fra min tipoldemor på kanten af en vask, men jeg skulle alligevel lægge den fra mig. man gør jo ikke sådan noget to gange, sagde jeg til mig selv, og jeg indprentede mig omhyggeligt, at jeg skulle huske den
men det gjorde jeg ikke
jeg har ikke rigtigt kunne græde i lang tid. ikke sådan rigtigt i hvert fald. det har bare sådan siddet forbitret inde i mit bryst, ophobet sig. men jeg græd, da jeg ringede til min mor. meget. så det begyndte at snurre i fingrene og jeg blev nødt til at sætte mig ned på gulvet. få jordforbindelse.
og nu er det okay. har det ligesom om, at der er noget, der er afsluttet.
måske var der noget konkret, der bare skulle begraves
Ingen kommentarer:
Send en kommentar