ringen roen

forleden glemte jeg min ring på et toilet. et arvestykke. jeg lagde den på kanten af vasken, mens jeg sad og tissede, fordi jeg hader, når sæbevandet samler sig mellem sølvet og huden

og jeg vidste, at jeg udfordrede skæbnen, for jeg har før glemt en anden gammel ring fra min tipoldemor på kanten af en vask, men jeg skulle alligevel lægge den fra mig. man gør jo ikke sådan noget to gange, sagde jeg til mig selv, og jeg indprentede mig omhyggeligt, at jeg skulle huske den

men det gjorde jeg ikke

jeg har ikke rigtigt kunne græde i lang tid. ikke sådan rigtigt i hvert fald. det har bare sådan siddet forbitret inde i mit bryst, ophobet sig. men jeg græd, da jeg ringede til min mor. meget. så det begyndte at snurre i fingrene og jeg blev nødt til at sætte mig ned på gulvet. få jordforbindelse.

og nu er det okay. har det ligesom om, at der er noget, der er afsluttet.
måske var der noget konkret, der bare skulle begraves

ekskluderet

jeg besvimede til blodtapning sidste uge

personlige problemer, sagde jeg
stress, skrev sygeplejersken ind på computeren

jeg græd, da hun slettede mig fra registret
hun træk det hvide forhæng for og gik til frokost

jeg ligger på ryggen. har taget mig sammen til at tage min bh på, men heller ikke mere. måtte lægge mig tilbage i puderne. bare lidt. bare to sekunder. er så træt. og det kan være, at han ombestemmer sig.

han lægger sin hånd ind under bh'en, over brystet, der er faldet lidt ud. hjemmevant, tænker jeg, og jeg har lyst til at lukke øjnene og bare være dér med hans hånd på mit bryst, men jeg rejser mig op. med et ryk. han tager noget nu, som ikke er hans. der var ren vane i hans hånd, intet begær. jeg kunne have været hvilken som helst. måske tænkte han på en tabt kærlighed. ikke mig. heller ikke hende.

det er ham, der har fravalgt det. jeg trækker min kjole på og beder ham om at lyne den. han skal ikke tro, at han er andet end et redskab for mig. når jeg nu ikke er andet for ham.

det gik op for mig, at jeg aldrig hører fra ham igen. kæreste eller ej, han ringer aldrig. hvem vil være sammen med én, der giver sig til at kommentere på sengelampens manglende lampeskærm; gardinet, der ikke er der og al rodet på spisebordet.

hvis bare han vidste, at det kun var afspejlingen af min bittersøde genkendelse af mig selv. og måske et forsøg på selvopretholdelse. når han ikke ville have mig, skulle han heller ikke føle sig for perfekt.

jeg er så vred på mig selv. eller det var jeg. dette indlæg skulle have været ude for en uge siden.

Sóley - Berlin

Det her passer altid til mit humør...
Islandsk melankoli og (u)hygge, når det er bedst.

http://seance-berlin.com/soley/video

Affortryllelse

jeg fortalte min mor det i fredags, kunne ikke dy mig efter at have fået lidt rødvin. bagefter kom jeg til at tænke på, at det ikke var så hensigtmæssigt, at min mor kendte til hans tarvelige side - at han uden tøven havde været sin kæreste utro - hvis nu...(HVIS!) vi skulle ende sammen. men så gik det op for mig, at jeg nok aldrig ville have fortalt hende det, hvis jeg for alvor troede, at jeg ville se ham igen.

jeg kan ikke længere tælle på to hænder hvor mange, jeg har fortalt historien til (jo, måske lige og lige på to hænder), og jeg kan mærke at jo flere og flere jeg fortæller det til, løber det ud i sandet, bliver udvasket på en måde, bliver til ingenting.

måske er det enden på denne blog. bedst som man troede, at den lige var begyndt